Tolstrup Kirke. (Foto: Jørn Kildall)
Den 17. september afholdtes valgforsamling for de to sogne i Gedved Sognegård. Vi havde håbet på både god tilslutning til mødet og på at opstille et antal kandidater til et fuldtalligt menighedsråd.
Af Niels Anders Lund Svendsen, fmd.
Kattrup-Tolstrup Sognes Menighedsråd
Der var rigtig godt fremmøde fra Gedved-området, men desværre accepterede kun 3 personer at stille op og de blev valgt til listen.
Fra Kattrup mødte kun 1 person, og det er jo alt for få, når der skal vælges 3 personer fra sognet.
I Tolstrup skulle vælges 5 personer, men som nævnt kom kun 3 på listen.
Vi er dermed ikke et fuldtalligt menighedsråd.
Der er indkaldt til ekstraordinære valgforsamlinger
Jeg håber ikke, at det betyder, man ikke vil have indflydelse. Jeg har det oprigtige håb, at vi til de indvarslede ekstraordinære valgforsamlinger (se bekendtgørelsen andetsteds i denne avis) kan danne et fuldtalligt menighedsråd. De indvarslede ekstraordinære valgforsamlinger finder sted for Kattrup sogn d. 8. oktober kl. 19 i Kattrup kirkehus og for Tolstrup sogn d. 9. oktober kl. 19 i Gedved Sognegård. (Se adresser i bekendtgørelsen.)
Det er altså meget vigtigt, at man bakker sin kirke og kirkelivet op, ellers sender man et signal til det kommende menighedsråd om en indstilling til sognene og kirkerne, som måske i virkeligheden ikke er rigtig. Jeg tror trods alt på, at man gerne vil have mulighed for at gå i kirke og til arrangementer og også gerne vil have vedligeholdt den gamle kulturarv, men vi må alle også vise det ved at møde op og stemme på personer, der vil tage den opgave på sig, det er at være med i et menighedsråd. Så derfor overvej, om ikke det er opgaverne værd at tage en periode i menighedsrådet og i hvert fald at bruge din mulighed for at stemme på en person, der vil gøre en indsats.
Kattrup Kirke. (Foto: Jørn Kildall)
Menighedsråd er ligesom andre bestyrelser
Som jeg tidligere har nævnt, så kommer intet af sig selv. Der skal være nogen til at komme med ideer og også være med til at udføre dem.
Det er altså heller ikke værre at sidde i et menighedsråd end andre bestyrelser. Der kan være andre betingelser, man arbejder under, men her har vi god hjælp af erfarne medlemmer og vores personale, og ikke mindst kan vi hente rådgivning og hjælp i både stift og provsti. Man vil ikke blive udsat for den tunge opgave at skulle være regnskabsfører og udarbejde budgetter og regnskab. Vi skal komme med ideer og tanker, og så drøfter vi dem og finder ud af, om vi vil arbejde med dem i næste budgetår.
Når de nye medlemmer til menighedsrådet er valgt, vil vi arrangere et lille introduktionskursus, så man får et kendskab til de forskellige arbejdsområder.
Min opfordring skal være at bakke op om de ekstraordinære valgforsamlinger, så vi kan byde nye kandidater velkommen til et spændende arbejde i menighedsrådet.