Netop det er udgangspunktet for Offentlige foredrag om naturvidenskab, og i tirsdagens foredrag om hjernen var det ekstra aktuelt.
Af Per Bonde
Foredragene streames til rigtig mange samlingssteder rundt i det ganske land, og også til Det lille Røgeri i Voervadsbro. I Voervadsbro er der en lille gruppe frivillige med Svend Lindgaard Olesen i spidsen, der har fået lov at låne Det lille Røgeris lokaler de tirsdage, der er foredrag.
Bliver klogere på Det Lille Røgeri
Foredragene starter kl. 19, men de driftige folk i Voervadsbro er praktiske folk, så når nu de har lånt Røgeriets lokaler, kan man lige så godt tage skridtet fuldt ud, og tilbyde gæsterne et tag selv fiskebord inden foredraget begynder – det er godt tænkt.
Hvordan fungerer hjernen?
Det var det professor Leif Østergaard skulle forsøge at give svaret på. Han havde delt sit foredrag op, så han startede med at beskrive hjernens opbygning og hvad den består af, hvorefter han efter en pause ville fortælle om sin forskning i demens.
Hjernen er et temmelig kompliceret organ. Det består for det første af to halvdele, i hver af halvdelene er der så en række områder, der dels styrer de forskellige dele af vores krop, og dels varetager ting som sprog, bevidsthed, hukommelse, og hvad vi ellers har der skal holdes styr på.
Et imponerende netværk af celler
På det mere praktiske niveau består hjernen af omkring 80 milliarder hjerneceller, et virvar af blodkar - kapillærerne, der sørger for ilt til selv de mindste elementer i hjernen. Nu er en enkeltstående hjernecelle jo ikke meget værd, så de er forbundet med hinanden på kryds og tværs via ca. 300.000 milliarder forbindelser. Ganske imponerende tal, og ydermere vokser antallet af forbindelser konstant, bl.a. som følge af at vi hele tiden oplever nyt.
Demens
Med den kompleksitet og antallet af forbindelser i hjernen er der vel ikke noget at sige til, at der somme tider sker lidt nedbrud eller ”kortslutninger”.
Leif Østergaard fortalte, at der længe har været enighed i forskerverdenen om, at de kendte faktorer – rygning, højt blodsukker og overvægt også har indflydelse på udvikling af demens, men også at de tre ikke kunne forklare det hele.
Når kapillærerne lukker til
Det største problem er når de små kapillærer af forskellige årsager lukker til. Derfor har man forsket i, hvilke stoffer det er der forårsager den dårlige blodgennemstrømning, og det har man så fundet ud af, og også fundet en medicin der kn reducere de skadelige stoffer, men desværre har det ikke medført at de demente forsøgspersoner har fået det bedre.
Den seneste forskning tyder i fælge Leif Østergaard på, at det måske vigtigste våben i kampen mod demens rent faktisk er nysgerrighed – eller måske rettere lysten til at lære nyt og dermed holde hjernen i gang med at danne nye forbindelser.
Så med professorens afsluttende ord, har alle der har overværet foredraget ydet en lille indsats for at forebygge demens.
Offentlige foredrag om naturvidenskab
Er en serie af naturvidenskabelige foredrag der afholdes i Søauditoriet på Århus Universitet, og streames til mange hundrede lokationer i det ganske land. På ofn.au.dk kan du se, hvor det nærmeste sted du kan se foredragene er. Overalt er det lokale der har taget initiativet til at være vært for streamingarrangementerne.
Bliv klogere mange andre steder
Det betyder at arrangementerne finder sted i skoler, biblioteker, forsamlingshuse, biografer, haller eller som i Voervadsbro i en restaurant. Her er det en gruppe frivillige, der er gået sammen med Det lille Røgeri og har indgået et samarbejde med Århus Universitet om at streame foredragene, fortæller Svend Lindgaard Olesen.
Selve foredraget er gratis, men ønsker du at spise før streamingen begynder, skal du bestille ved Det lille Røgeri senest lørdag kl. 14 på telefon 75782885, slutter Svend.