40-års jubilæum



GEDVED - Gitte Uhrenholt Sørensen blev ansat som beskæftigelsesvejleder på plejecentret Nørrelide i gamle Gedved Kommune den 1. januar 1985. I jobbet arbejdede hun med at aktivere ældre og syge ud fra borgernes interesser og ressourcer med det formål at bidrage til en forbedring af borgernes livskvalitet og forebygge mistrivsel.

Gennem de sidste fire årtier har plejehjemsbeboernes funktionsniveau ændret sig meget. For 40 år siden havde beboerne det noget bedre end i dag, og det afspejlede også, hvilke typer aktiviteter der kunne laves sammen med dem.

Fokus på frivillighed og forebyggelse

I løbet af 1990’erne kom der i gamle Gedved Kommune særligt fokus på frivillige, og arbejdet med at rekruttere og igangsætte frivillige blev en større del af Gittes arbejdsopgaver. Siden er der kommet større fokus på det forebyggende perspektiv i frivillighed, både på grund af forskning i de sundhedsfremmende effekter, men også fordi vi lever længere og længere.

Gitte er god til at danne relationer, hvilket har haft stor betydning for rekruttering og fastholdelse af frivillige. At Gitte har været det samme sted i alle årene, har haft stor betydning for kontakten mellem Nørrelide, som i dag hedder Gedvedhus, og civilsamfundet. Nogle af de frivillige, der i dag arbejder sammen med Gitte, har næsten været frivillige i alle 40 år.

Kommunesammenlægningen

Ved kommunesammenlægningen i 2007 blev aktivitetsområdet delt op i to distrikter, og Gitte blev aktivitetsmedarbejder i Distrikt Lindehøj, men stadig med arbejdsplads på Nørrelide og med den opgave at sikre aktivitetstilbud til beboerne på plejecentret og til byens seniorer i aktivitetscentret.

I 2010 flyttede plejehjemmet Nørrelide til nye lokaler på det gamle rådhus i Gedved og skiftede navn til Gedvedhus.

Gitte er en meget trofast, stabil og dygtig medarbejder. Hun er meget kreativ og villig til at dele ud af sine erfaringer til stor glæde for beboerne på Gedvedhus og byens seniorer.

I anledning af 40-års jubilæet har Gitte modtaget Kongens fortjenstmedalje.
 

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024