PARIS - Et uforglemmeligt møde med danske paraatleter i Paris gav ikke kun gåsehud og tårer, men også en stærk påmindelse om fællesskabets betydning i det danske samfund.
Af Thomas Monberg (S), MF
I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at rejse til Paris med Folketingets Kulturudvalg for at støtte vores dygtige atleter til de paralympiske Lege 2024. Det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. At se vores atleter præstere på højeste niveau i discipliner som badminton, bordtennis, cykling, atletik og dressur gjorde et dybt indtryk på mig. Præstationerne rørte mig så meget, at jeg flere gange fik gåsehud og tårer i øjnene. Vores paraatleter har virkelig gjort mig stolt af at være dansk, og jeg vil gerne sende en stor tak til dem og Parasport Danmark for deres utrolige indsats. De har vist, hvad viljestyrke og fællesskab kan føre til.
Danske præstationer på højeste niveau
Vores paraatleter imponerede med viljestyrke og talent på de paralympiske Lege. At se dem konkurrere på højeste niveau var en oplevelse, der satte sig dybt i hjertet. Deres engagement og dedikation til sporten er en påmindelse om, hvad man kan opnå med hårdt arbejde og en stærk tro på fællesskabet.
Kulturmøder og historiske oplevelser i Paris
Ud over de fantastiske sportspræstationer var turen også præget af kulturelle indtryk. Vi mødtes med Parasport Danmark, besøgte Det Danske Hus og Frederikskirken på Champs Élysées, og på vores sidste dag tog vi forbi Notre Dame for at se den imponerende genopbygning af katedralen, der åbner for offentligheden igen den 8. december 2024. Det var inspirerende at høre om, hvordan opbygningen var foregået, og at høre om den danske tømrer, der havde været en del af projektet. Der er indsamlet 340.000 donationer med over 500 millioner euro til dette projekt – et stærkt symbol på solidaritet og fællesskab. Det gav mig håb for vores egne restaureringsprojekter herhjemme, som for eksempel renoveringen af Børsen.
Fællesskabets styrke
Det, jeg virkelig tog med mig fra denne rejse, var dog ikke kun glæden over vores paraatleters præstationer, men også en påmindelse om, hvor vigtigt det er at fastholde og styrke fællesskabet herhjemme. I Danmark har vi en særlig tradition for at inkludere alle – uanset handicap eller udfordringer – i de samme aktiviteter og foreninger. I modsætning til mange andre lande adskiller vi ikke mennesker i specielle tilbud. I stedet bygger vi et samfund, hvor alle har en plads og kan bidrage.
Foreninger som fundament
Denne oplevelse har mindet mig om, hvor vigtigt det er at fortsætte med at styrke vores foreninger og deres evne til at skabe aktiviteter for alle. Foreningerne er kernen i vores fællesskab, og det er afgørende, at de har de ressourcer, der skal til for at sikre, at ingen bliver ekskluderet. Vores styrke ligger i, at vi er et helt samfund, hvor alle har en mulighed for at være en del af fællesskabet og bidrage på lige fod.