Søren Olesen, formand for Erhvervshus Midtjyllands bestyrelse
Dugfriske tal viser, at antallet af nystartede virksomheder er faldet på landsplan, sammenligner vi 2020 med året før. Men coronakrisen har ikke fået iværksætterne i Region Midtjylland ned med nakken, der som den eneste region oplever en solid vækst på 7%.
Mens coronakrisen har sat sine spor på iværksætteriet i fire ud af Danmarks fem regioner, er der solid fremgang at spore i Region Midtjylland. Her har hele 7% flere nemlig valgt at etablere virksomhed det seneste år, hvor coronarestriktioner har sendt erhvervslivet ud på noget af en rutschebanetur. Samfundet har med få dages varsel åbnet op for at lukke ned igen, hvilket har skabt svære betingelser for store dele af erhvervslivet:
- Det er generelt en usikker tid for mange og især for de selvstændige erhvervsdrivende. Derfor er jeg også ekstra glad for at se så flotte tal for det midtjyske iværksætteri. Iværksætterne her har ikke ladet sig kyse af krisen, og det vidner om en stærk iværksætterkultur, der er opbygget gennem en mangeårig og målrettet indsats i de midtjyske kommuner, siger Søren Olesen, formand for Erhvervshus Midtjyllands bestyrelse.
Hele 14 ud af de 19 midtjyske kommuner har i 2020 i vækstet på iværksætterfronten. Både Odder, Holstebro, Lemvig og Favrskov klarer sig særdeles godt, og sidstnævnte har en markant stigning i nystartede virksomheder på 25% i 2020.
Fuld speed på Clevertrack
En af de nyetablerede iværksættervirksomheder, der ikke hev i håndbremsen, da coronakrisen ramte er Clevertrack fra Silkeborg.
Mike Bonet Clar og hans tidligere kollega Jan Hansen startede softwarevirksomheden, der finder guld i maskiners data, i sommeren 2020. Clevertrack hjælper nemlig deres kunder til at blive mere effektive og bæredygtige med data fra GPS-tracking, og virksomhedens speciale er flådestyring og GPS-tracking af maskiner, materiel og køretøjer:
- Vi mistede jobbet ved en virksomhedsoverdragelse og besluttede at starte for os selv, for vi har solid viden og know-how og vil bruge den data, vi aflæser på biler og maskiner, til at skabe ekstra værdi for kunderne, siger Mike Bonet Clar.
Virksomheden er blevet hjulpet godt i gang af Erhvervshus Midtjylland og har herigennem bl.a. fået dækket halvdelen af konsulent-udgifterne til at få at få skabt en flot visuel platform.
De to iværksættere har ikke fortrudt beslutningen om at blive selvstændige, selvom det indtil videre har budt på hårdt arbejde og ingen løn. Men lønnen er undervejs, for de første kunder er i hus. Bl.a. indenfor bygge- og anlægsbranchen.
Flere iværksættere skal lykkes
Iværksætteri er en høj prioriteret drivkraft for vækst og udvikling i hele landet – herunder at flere iværksættere lykkes. Og der er gode nyheder til de modige iværksættere, der har taget springet og startet virksomhed under coronakrisen.
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier blev nemlig i forrige uge enige om at ændre kompensationsordningerne. Det sker ved, at fristen i kompensationsordningerne for etablering i CVR flyttes fra 9. marts 2020 til 1. november 2020.
Erhvervshus Midtjylland opfordrer desuden de midtjyske iværksættere til at tage fat i Erhvervshuset, hvis man har brug for sparring og vejledning omkring udvikling af sin virksomhed.