Jesper Bjarnesen. (Foto: Flemming Ege)
“JB and The Hüggeli” spillede en eminent koncert på SmukFest lørdag middag.
Af Dan Ingemann Jensen. Foto: Flemming Ege
JB, der står for Jesper Bjarnesen, er kendt her og der og alle vegne, og én af de kunstnere der har spillet på den smukkeste festival langt de fleste gange - 17 koncerter på de forskellige scener og dertil kommer en bunke koncerter på jazzvognen, der i gamle dage kørte i pendulfart mellem byen og festivalpladsen for fuld musik. Man får kun et sådant festival CV når man er en dygtig, ambitiøs og energisk musiker - og det er Jesper.
Det var i 2015, Bjarnesen samlede “The Hüggeli”, som er et bluesorkester med stort B. På trommer er det Jespers søn, Oscar Eriksen, der lægger den solide rytme, som er så afgørende for den rigtige feeling i The Blues. Oscar er også en fremragende vokalist, hvilket man kan opleve i orkesteret Big O. and The Quarters.
Bassen spilles af Jais Eriksen, som også er involveret i mange andre musikalske sammenhænge.
Jais Eriksen. (Foto: Flemming Ege)
Hammond med det hele
Sammen med Jespers solide guitar og sprøde vokal startede Oscar og Jais op som en trio, men i 2018 blev de udvidet med saxofonisten Hanse Jensen. Til nogle jobs suppleres der også med orgel og piano. Til koncerten i bøgeskoven var det den dygtige Josef Baumgartner der tragterede både piano og orgel – og vel og mærke et rigtigt Hammond orgel med Leslie og det hele.
Til denne 2024 koncert på Danmarks Smukkeste havde bandet inviteret en helt særlig ven, Henrik Skriver. Henrik Skriver er en lige så kendt gæst på scenerne i Skanderborg som Bjarnesen. 12 gange har de stået sammen på scenerne i bøgeskoven.
Josef Baumgartner. (Foto: Flemming Ege)
Fede numre fra nyt album
Vi var vidne til et fremragende sæt, hvor langt de fleste numre er komponeret af Bjarnesen. Efter første nummer, den swingende ”T-Bone Shuffle”, fik vi ”Not from Texas”. ”Not from Texas” er første single fra et nyt album ”The Blues Supadupa”, som bandet er ved at færdiggøre.
Sangen er Bjarnesens hyldest til Texas-bluesen og dens dygtigste udøvere – i særdeleshed Alan Haynes, som er en af Jespers egne idoler. Haynes var i 2023 på en Danmarks turné og ved koncerten i Horsens, stod de to sammen på scenen hvor Jesper også havde den nye komposition med.
Det gik godt, og koncerten udviklede sig til mere end et one night stand mellem bluesmænd.
Alan kunne lide sangen. Så da han fandt ud af, at den skulle med på et nyt album, tilbød han at spille med på indspilningen og resultatet kan man høre, hvis man finder nummeret på de gængse streamingstjenester.
I resten af sættet fortsatte bandet med den ene skønne blues komposition efter den anden. Alle tempi blev brugt og vi fik et overflødighedshorn af skønne soloer – både fra bandets faste medlemmer, men i den grad også fra de to gæster – Josef Baumgartner og Henrik Skriver.
JB and The Hüggeli på Smukfest 2024. (Foto: Flemming Ege)