Sascha Dupont er kendt fra TV-serien ”Hit med sangen”, var vagthavende kapelmester da fotografen kom forbi.
Man kan ikke beskylde Danmarks Smukkeste Festival for at hvile på laurbærrene. Hvert år dukker der nye tilbud op til de feststemte gæster, og i år var ingen undtagelse.
Tekst: Dan Ingemann Jensen. Foto: Flemming Ege
Hvad der måske nok kom bag på ledelsen af Den Smukkeste var den succes, som den nye ”Pianobar” væltede sig i allerede fra den første tone.
Pianobaren var smukt placeret mellem ”Stjernescenen” og ”Teltet”, og denne placering vidste sig at være ideel. Baren, der havde plads til et par hundrede stående gæster, var udendørs, men de store bøgetræer fungerede som et visuelt tag over det hele. På øverste niveau var der placeret et flygel – og inde i flygelet et elektronisk piano, og gæsterne fik illusionen af at stå ”omkring et flygel”.
Jesper Bjarnesen var sat til lede pianobaren og sammensætte programmet.
Til at lede musikken i Pianobaren havde Den Smukkeste hyret Jesper Bjarnesen. Det var Bjarnesens opgave at sammensætte programmet med dygtige pianister, der også mestrede at synge og ikke mindst var i besiddelse af et repertoire, der kunne imødekomme de mange forskelligartede sangønsker fra publikum.
Pianisterne var hyret ind i to timers vagter, og det var musikere af høj klasse. Da fotografen var forbi, var det Sascha Dupont, der havde vagten. Sascha Dupont er kendt fra TV-serien ”Hit med sangen” samt et hav af andre kapelmester- og spillejobs. Sascha er i dag bosat i Horsens, hvor hun også underviser på en af byens skoler.
Indimellem gik Bjarnesen selv på scenen og gav et nummer sammen med pianisten, hvilket selvfølgelig var særdeles kærkomment.
Der var tidspunkter, hvor tætheden mellem publikum og ikke mindst glæden ved at synge var helt på højde med stemningen foran Bøgescenen, når selv de største kunstnere optrådte der.
Gæsterne på Smukfest nød det nye tiltag i skoven og stod tæt og bare nøde musikken og den gode stemning.