“Sex, drugs and rock’n roll” eller hvad?



Et velfortjent glas champagne lige efter koncerten. (Foto: Flemming Ege)

SMUKFEST - Hvad er myte, og hvad er realitet bag udtrykket, som Rolling Stones lancerede i starten af 60’erne? Hvordan forbereder man sig som musiker, når man skal optræde på en af Danmarks allerstørste festivaler?

Af Dan Ingemann Jensen. Foto: Flemming Ege

Helt eksklusivt fik deres udsendte invitation til at følge de to lokale navne, lige inden de gik på hver sin scene på Danmarks Smukkeste Festival. JB and the Hüggeli og George Michael Xperience var begge kommet gennem nåleøjet og fik spilletid på den total udsolgte festival i bøgeskoven.
 

Martin Grønbæk fra GMX – koncentreret umiddelbart før koncertstart. (Foto: Flemming Ege)

Hygge på bagscenen

Backstage er det område, hvor kunstnerne gør sig klar inden koncertstart, og på Danmarks Smukkeste bliver der kredset om kunstnerne. Alle bands eller solister får et rum stillet til rådighed, hvor de må opholde flere timer, før de skal på scenen. Rummene er hyggeligt og afslappet indrettet.

De enkelte orkestre kan i forbindelse med deres kontrakt med arrangøren aflevere det, man kalder en ”rider” – en liste over de ting, man ønsker, skal være tilgængelige i ens backstageområde. Der er mange historier om berømthedernes ”ridere”. F.eks. krævede rockbandet, Van Halen, på en turné, at alle de brune M&M's blev sorteret fra i gruppens store skål med slik.  Beyoncés ”rider ” i forbindelse med hendes verdensturné skulle bl.a. inkludere lyserøde toiletsæder og specielimporteret vand, som divaen så kun nyder gennem et specielt sugerør til flere tusinde kroner. På Nik & Jay`s rider står der: ”Et par sokker”.
 

GMX foran deres hyggelige backstage. (Foto: Flemming Ege)

Nye sokker er et must!

”Jeg godt lide, at der er et par friske sokker, når jeg kommer fra scenen, så jeg kan få den fedtede fod ned i et par nye sokker”, forklarer Niclas 'Nik' Pedersen.

Til spørgsmålet om The Hüggeli`s rider svarer Jesper Bjarnesen: ”Vi kræver intet og har aldrig gjort det,” og man må da også konstatere, at der sørget rigtig godt for musikerne fra festivalens side. Ud over øl og vand er der Smirnoff Vodka, Tanquary Gin, Red Bull, Tonic, Ginger Beer, proteinbarer, frugt, chokolader, lakrids og meget mere.

”Napper I så lige en flaske vodka, inden I går på scenen?” ”Aldrig!” svarer Jesper Bjarnesen,” men måske en drink eller to, når vi er færdige.”
 

Med en kop kaffe gør far og søn sig klar. (Foto: Flemming Ege)

Mørk rom og peptalk – så kører det

Til spørgsmålet om George Michaels Xperience´s rider, svarer bassist, Roben Bjørnskov:”Vi beder altid om en flaske mørk rom. Vi er altid 8-9 personer afsted, så en lille rom og en fælles peptalk, umiddelbart inden vi går på scenen, er vigtig for os”

Forberedelserne lige inden koncertstart hos begge bands er præget koncentration og seriøsitet. Alle har et dybtfølt ønske om at levere gode oplevelser til det publikum, der venter.

Og til spørgsmålet om der er ”stoffer” i de to bands backstage lokaler, svarer de samstemmende: ”De eneste stoffer, der er her, er det tøj vi har på, dugen på bordet og de flotte håndklæder.”  Alle optrædende på Danmarks Smukkeste festival får personligt et håndklæde med bandets navn broderet sammen med logoet fra SmukFest.

Deres udsendte må konstatere, at udtrykket “Sex, drugs and rock`n roll” er fra en svunden tid, eller det må stå for Rolling Stones egen regning. JB and the Hüggeli og George Michael Xperience er dybt passionerede og professionelle musikere, der forbereder sig seriøst med det helt klare mål at give publikum store oplevelser.
 

JB and the Hüggeli 15 minutter før koncertstart med SmukFest håndklæde. (Foto: Flemming Ege)

Lignende artikler

Dan Ingemann

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024