Goddag – selvfølgelig skal man hilse



KLUMME - På min spadseretur forleden kom jeg forbi børnehavens legeplads. En lille glad gut råbte:” Hej”. Og mere skulle der såmænd ikke til for at få stigning på humørbarometeret. Den lille fyr kvitterede med et smil, da jeg besvarede hans hilsen, og jeg gik glad videre.

Af Else Vang Jessen

Goddag, hej, godmorgen, hejsa, davs, hallo, et nik, en vinken, et smil, - der er så mange måder at hilse på, og hvor ville det være rart, hvis der var flere, der bare gjorde det som den største selvfølge. At hilse er at vise respekt og give udtryk for opmærksomhed. Mere behøver der ikke at være i det, men en hilsen giver god energi til såvel afsender som modtager.

Fremmer trivsel

Ja, hvorfor ikke bare hilse? Det kræver en del negativ energi at undgå det. Moderen med barnevognen, - mere optaget af mobiltelefonen end barn og andre fodgængere. Hundelufteren, der pludselig har meget travlt med at opdrage på hunden. Personen med hørebøfferne og blikket stift rettet fremad. Teenageren, der går og kigger ned i jorden eller på mobilen. Ja, generthed kan spille ind, men vores by er ikke større end, at den kan betragtes som en lille social cirkel, hvor vi gerne skulle komme hinanden ved, - lidt eller meget, det bestemmer vi selv, men vi kan alle bidrage til, at alle føler sig som en del af fællesskabet, føler sig hjemme. At hilse er et vigtigt ritual, der kan være med til at fremme trivslen på en arbejdsplads, i en forening, i en by.

Mission Mars

Da Mission Mars i 2020 blev sendt ud i rummet, var der en lille danskbygget aluminiumsplade med om bord. Den var 8 gang 8 cm og var belagt med guld og sølv. Den havde nogle tekniske funktioner, som det vil føre for vidt at komme ind på her, men derudover var der også indgraveret syv forskellige skrifttegn og tegninger til fremtidige astronauter eller mulige marsboere. Det sjette tegn var en kvinde og en mand, der begge vinker. Tegnet skulle ifølge forskerne ses som en venlig hilsen fra de to personer og en hilsen fra jorden. En venlig hilsen kan skabe kontakt og kan være en gestus, der udtrykker fred, fordragelighed og imødekommenhed. Det vidste forskerne, og de havde gennemtænkt og forberedt Mars Missionen i detaljer. At det var en dansk opfindelse og tankegang, kan vi danskere kun være stolte af, og så kan vi gøre noget aktivt for at tage den tankegang til os og praktisere den.

Den korteste afstand mellem mennesker

Den danske kunstner og entertainer, Victor Borge, sagde for snart mange år siden, at smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Han refererede her især til den humor, som han var en eminent formidler af, men med den lille sætning ville han også fremhæve en dybere sandhed, nemlig at menneskelig kontakt er livsnerven for de fleste. Et smil, et nik, en hilsen baner vejen for tryghed, for forståelse, for tillid og for at høre til. Og netop de begreber er grobunden for et godt fællesskab. Alt det her tænker vi selvfølgelig ikke på, når vi færdes rundt i vores nærområder, men ind imellem kunne det måske være godt at gøre det og bestemme sig for at lægge paraderne ned og hilse på alle dem, man møder på sin vej. Mon ikke det smitter?

 Den lille fyr ved børnehaven smittede i hvert tilfælde mig med sit glade og tillidsfulde humør og var med til at gøre dagen endnu bedre.
 

Lignende artikler

Else Vang Jessen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024