Lene Aastrøm Hansen fra København V
VEJLE - Munkebjerg Hill Climb byder på et overflødighedshorn af klassiske biler med 93 år gammel Ford A Special som den ældste
Når Munkebjerg Hill Climb afvikles lørdag den 11. august, sker det vanen tro med hele familien Danmark som tilskuere på bjergskråningerne, mens en række af landet bedste bilister i smukke og sjældne, klassiske biler dyster om sekunder på landets eneste ægte bjergvej fra Vejle Fjord op til Munkebjerg Hotel.
Interessen for de ældre biler er stærkt stigende i disse år, og det afspejles af deltagerlisten.
Ældste bil er en Ford A
Feltets ældste bil er en 93 år gammel Ford A Special kørt af Lene Aastrøm Hansen fra København. Karosseriet på hendes Ford er håndbygget i 2018 efter gamle specifikationer af Tailfeather Racing til strandrace, som det fandt sted før krigen. Lene Aastrøm Hansen har kørt en del år på det legendariske Pendine Sands i Wales samt ved Rømø Motor Festival. Nu kommer den specialbyggede Ford A også til Munkebjerg Hill Climb, hvor den kommer til at vække opsigt.
”Jeg har kørt vintage strandrace siden 2018 og kører nu også Hill Climb hos Historisk Motorsport Danmark, normalt i en MGB GT,” fortæller Lene Aastrøm Hansen.
Fra Herning kommer debutanten René Jørgensen i en meget flot Saab 96 Sport fra 1963.
Erik Rasmussen fra Ry
En sjov måde at lege på
”Jeg er lige startet med Hill Climb, og Munkebjerg bliver mit sjette løb. Man bliver hjulpet i gang på alle måder, så jeg kan kun opfordre alle med interessen og en ældre bil til at tilmelde sig et Hill Climb kursus og komme i gang derfra. Det er en fantastisk måde at få lov til at lege med sin bil på en forsvarlig måde,” siger René Jørgensen.
En anden debutant er Søren Jacobi fra Bramming. Han stiller op i en Morris Mascot fra 1968, en af Danmarks mest solgte biler for 55 år siden. Men det er den samme bil, som hans far kørte motorløb med for mange år siden.
”Munkebjerg bliver mit første rigtige Hill Climb, men jeg har fået motorsport og biler ind med modermælken, så jeg har altid vidst, at jeg ville ud at køre stærkt,” siger Søren Jacobi.
René Jørgensen fra Herning
Erfaren kører i ældre køretøj
En veteran i klassisk motorsport er Erik Rasmussen fra Ry. Han stiller op i en Autobianchi Bianchina fra 1960 – en bil med tocylindret, luftkølet motor på 499 ccm kendt fra Fiat 500.
”Jeg byttede mig til bilen for en Fiat 500 i 1997, den har kørt fem-seks pålidelighedsløb og et enkelt Hill Climb for omkring 10 år siden,” fortæller Erik Rasmusen, der tidligere har gennemført Rallye Monte-Carlo Historique i en Ferrari. Nu skal den lille Autobianchi ud af garagen igen. Og hans søn Mark Bødstrup Rasmussen er codriver.
Grand Old Man i Munkebjerg Hill Climb er Ernest Kristensen fra Vejle. Han har deltaget i samtlige løb på Munkebjerg og stiller vanen tro op i sin SS 100 fra 1935.
Munkebjerg Hill Climb byder på flere ædle førkrigsbiler, og blandt dem finder man den Citroën 11BL fra 1939, som Sune Pelle Borregaard fra Helsinge stiller op med.
Søren Jacobi fra Bramming
Kvinder kan godt køre bil!
Kvindelige racerkørere er også en stor del af Munkebjerg Hill Climb. Blandt de mest prominente er Pernille Lindeberg fra Vejle, som stiller op i en af feltets nyeste biler, en Peugeot 205 GTI fra 1990. Hun ligger i øjeblikket på tredjepladsen i mesterskabet for historiske biler.
Fra Hjørring kommer Brian Rasmussen i en flot Ford Escort RS 2000 fra 1976. Han deltager hvert år, og at se ham starte nede ved Vejle Fjord er selve essensen af Munkebjerg Hill Climb: Masser af tilskuere, masser af fart, masser af stemning.
Kommer man til løbet i en bil fra før 1991, kan man parkere på hotellets p-plads ved løbscentrum. 60 pladser er reserveret, og man skal tilmelde sig til uffemgcc@gmail.com med oplysning om navn på kører og bilens mærke og årgang.
Der er race hele søndagen fra kl. 9-16.