Igen er et årsskrift fra Brædstrupegnens Hjemstavnsforening på gaden - eller rettere til salg i Superbrugsen i Østbirk.
Denne gang indeholder skriftet 9 artikler fra lokalområdet. Specielt kan nævnes, at der er en meget stor og en særdeles velbehandlet artikel om Sandvad Kro gennem 100 år.
Artiklen fylder 25 sider giver et glimrende eksempel på krodrift i 1800 tallet. Knud Mørk Hansen har valgt at berette og dokumentere de mange person- og stedoplysninger om kroen og dens ejere. Der er mindst 15 forskellige ejere, forpagtere eller bestyrere - deres nærmeste slægt er medtaget og hvad der skete under deres tid i kroen.
Så kommer året 1885 - Der er auktion på kroen - Et litografi af kongefamilien erhverves, det ødelægges omgående og da herredsfuldmægtigen er til stede, så indberettes episoden til Herrredsfogeden som igen underretter ministeriet - Det betragtes som majestætsfornærmelse og udløser en straf i arresten i Brædstrup i 12 dage. Det får konsekvenser for Vestbirk Højskole.
En anden myte - hvor gammel er Sandvad Kro. Nogle mener den er fra 1500-1600 tallet. Men læs hvad Knud Mørk Hansen har fundet i de skriftlige kilder.
En lækkerbidsken for lokalhistorikere og slægtsforskere og for vi andre nysgerrige.
Læs også om tegneren Julius, Tønning Mølle, Hærvejens Boligforening, Livet i Sønder Vissing, Geza Toldi - fodboldtræner i Brædstrup, Brædstrup Turistforening, Ungdomserindringer og den lokale de Thygeson, som stiftamtsmand og kapertaptajn i Norge.
Bogen er en god gaveide til julen - så kig efter skriftet i Superbrugsen i Østbirk og i de lokale supermarkeder i Brædstrup.