Nu må der sejles på Gudenåen igen



Onsdag d. 16. juni åbner det fredede stykke af Gudenåen mellem Tørring og Klostermølle for sejlads. Som noget nyt kan kanosejlere i år tage Modstrømsbussen tilbage til deres bil.

Godt nyt til kanofolket om kano på Gudenåen

Onsdag d. 16. juni åbnes der for sejlads på det fredede stykke af Gudenåen, fra Tørring til Klostermølle ved Mossø. Strækningen, der er kendt for sine snoede forløb og jungleagtige natur, er ét af de smukkeste stræk på Gudenåens i alt 149 km, der udspringer i Tinnet Krat og udmunder i Randers Fjord. 

Stækningen Tørring-Klostermølle er åben for sejlads mellem 16. juni og 31. december, og der må kun sejles mellem kl. 8.00 og 18.00 med ikke-motoriserede fartøjer. Derudover skal man have et såkaldt gæstemærke, der automatisk følger med, hvis man lejer en kano gennem en udlejer.

Sidste år var det så populært at komme ud at sejle i kano på Gudenåen, at Anette Mindedahl, indehaver af Tørring Kanoudlejning og kanofart, måtte melde udsolgt allerede d. 23. juni - kun en uges tid efter, at sejladsen blev tilladt. I år er efterspørgslen mindst lige så stor.

"Der er rift om kanoerne, både på vores endagsture og pakkerejser med overnatning. Vi har stadig ledige kanoer, men spørgsmålet er ikke, om de bliver udsolgt, men rettere om de bliver udsolgt hurtigere end sidste år. Så man skal skynde sig, hvis man gerne vil nå at komme ud at sejle i år" siger Anette Mindedahl med et glimt i øjet. 

Nyhed sommeren 2021: Tag Modstrømsbussen tilbage til bilen

Som noget helt nyt kan man i perioden 1. juli - 8. august tage gratis med Modstrømsbussen tilbage fra Klostermølle mod Tørring. Modstrømsbussen kører én gang om eftermiddagen kl. 16, og har 8 stop langs Gudenåen.

"Intentionen bag Modstrømsbussen er, at det skal være så nemt og bekvemt som overhovedet muligt at tage på oplevelsestur langs Gudenåen, hvad enten man er i kano, på cykel eller på gåben. Modstrømsbussen er for alle - dog kan man ikke have selve kanoen eller kajakken med i bussen, men en cykel er der da lige plads til" udtaler direktør for Destination Kystlandet, Helle Berthold Rosenberg.

Hos erhvervet glæder man sig over initiativet. Betina Nygaard Johansen fra Tørring Camping siger:

"Vi er en lille plads med 36 enheder, hvor de fleste ikke nødvendigvis kommer for at sejle i kano, men i stedet slapper af i naturen med en cykel- eller vandretur. Flere af dem har allerede givet udtryk for, at de glæder sig over, at de nu kan tage på tur over et par dage og hurtigt komme tilbage til pladsen igen. Det bliver rigtigt godt." 

Modstrømsbussen har tidligere kørt indenfor Hedensted kommune, men kører i år langs hele den fredede strækning, på tværs af kommunerne. Modstrømsbussen er blevet til i samarbejde mellem Destination Kystlandet samt Horsens og Hedensted kommuner.

Afgangstider Modstrømsbussen 

Obs: Modstrømsbussen kører hver dag mellem 1. juli og 8. august 2021 og stopper ved områdets campingpladser, teltpladser og kanoudlejere.

Klostermølle: 16:00
Voervadsbro Teltplads: 16:10
Den Genfundne Bro: 16:22
Elite Camp Vestbirk: 16:30
Gudenå Camping & Kanoudlejning: 16:43
Camp Åstedbro: 16:54
Åle Teltplads: 17:03
Tørring Camping: 17:15

Fakta om det fredede stykke af Gudenåen

Strækningen mellem Tørring og Klostermølle/Mossø er fredet året rundt for motoriserede fartøjer, og der må kun sejles med strømmen. Derudover er det kun tilladt at sejle på strækningen med kano eller kajak i perioden fra 16. juni til 31. december. Man skal have sejltilladelse (gæstemærke) for at sejle i perioden. Lejer man en kano følger tilladelsen automatisk med, men vil man isætte sin private kano/kajak, skal man have et gyldigt adgangstegn på forhånd. 
Læs mere på: www.Kystlandet.dk/gudenaaen

Destination Kystlandet

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024