Østbirk Avis har været på gaden i 100 år



ØSTBIRK - Den opmærksomme læser af Østbirk Avis / Østjydsk Avis har sikkert bemærket at der har stået ”100” og ”100 Årg.” på forsiden af avisen siden nytår, og ja det er ganske vist – vores lokal avis kan i år fejre 100-års jubilæum, og det er naturligvis en begivenhed der skal fejres.

Af Jens Glavind

Det første nummer af Østbirk Avis udkom i oktober 1924. Første nummer hed oktober-november. 2. nummer december. I 1925 udkom avisen endelig som en ugevis og sådan har det været lige siden.

Det er var et lokalt interessentskab der i 1924 sammen med Handelstrykkeriet i Horsens startede avisen med et oplæg på 1000 stk. Annoncerne til avisen blev modtaget af stationsforstander N.A. Nielsen, der også redigerede avisen. Selve trykningen og opsætningen foregik på Handelstrykkeriet. Fra den 2. januar 1925 udkom Østbirk Avis hver uge om lørdagen, og nr. 3 var således den første rigtige ugeavis.

Peder Stougaard overtager avisen 

Avisens hastige udvikling og popularitet gjorde at den lokale stationsforstander ikke kunne afse den nødvendige tid til at lave avis, og den 1. april 1925 blev Peder Stougaard ny redaktør på Østbirk Avis.

Stougaard var i december 1924 flyttet til Østbirk, hvor han overtog, bog- og papirhandler Jensen Halds forretning.

Østbirk Avis var herefter i familiens eje indtil 2018, hvor Peder Stougaard ”d. 2” alt for tidligt afgik ved døden.

100-års jubilæet markeres med en reception den 22. november

Avisen jubilæum vil blive markeret med en jubilæumsreception fredag den 22. november i Sattrup Forsamlingshus.

Forberedelserne til jubilæet er så småt gået i gang, og redaktionen hører gerne fra folk der måtte have en sjov eller spændende historie at fortælle om avisen. Billeder er naturligvis også velkomne ligesom redaktionen gerne hører fra tidligere ansatte på avisen.

Jens Glavind, der altid har haft en stor forkærlighed for Østbirk og navnlig Østbirk Avis ,har lovet at være primus motor, så jubilæet kan blive markeret med gode historier, billeder og andet spændende.

Redaktionen ønsker annoncørerne og læserne en rigtig god sommer.
 

Jens Glavind

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024