Millioner af børns liv er i fare verden over. Søndag den 1. september går Red Barnet på gaden for at samle ind, men der er brug for flere indsamlere i Østbirk og omegn.
Af Jørn Kildall
Hver time kæmper børn verden over for at overleve under de mest barske forhold. Nogle flygter fra krige, der føres af voksne, andre lider af sult, og mange har mistet alt som følge af naturkatastrofer. For at hjælpe de mest sårbare børn både i Danmark og i udlandet arrangerer Red Barnet en landsindsamling søndag den 1. september. Desværre mangler der indsamlere i Østbirk og omegn, hvilket kan få betydelige konsekvenser for de børn, der har mest brug for hjælp.
Mulighed for at gøre en forskel
Generalsekretær i Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, understreger vigtigheden af indsamlingen:
"Det er nemt at blive modløs over verdens problemer og kriser. Krigen i Ukraine raser nu på tredje år, tusindvis af børn er blevet dræbt i Gazastriben, og i den glemte krise i Sudan har millioner af børn akut brug for humanitær støtte. Verden over er millioner af børns liv i fare. Deres fremtid er på spil. Men heldigvis kan du gøre noget – og det tager kun et par timer. Jo flere, der går på gaden til vores landsindsamling, jo flere børn kan vi hjælpe."
Sådan hjælper din indsats
Indsamlede midler går til Red Barnets arbejde både i Danmark og globalt. Hver indsamler får i gennemsnit samlet 1.300 kroner ind, hvilket kan gøre en markant forskel. For eksempel kan dette beløb give over 300 børn i Gazastriben en flaske rent drikkevand eller dække en måneds mad til næsten fire familier i Ukraine. I Danmark går midlerne blandt andet til at bekæmpe mobning og overgreb på børn og unge på nettet samt støtte børn og familier i udsatte positioner.
Med flere indsamlere i Østbirk og omegn kan flere børns liv reddes. Din indsats kan gøre en forskel.