55 indbyggere mødte op til borgermødet i Voervadsbro søndag, hvor der var bred opbakning til at skabe mere sammenhængskraft, gøre noget ved den voldsomme trafik og få styr på brændte huse og forladte kroer
Indbyggerne i Voervadsbro vil have mere sammenhængskraft, mere fællesskab som fællesspisning, fester og mulighed for dagligvareindkøb – og så vil de have en legeplads til de mange børn, der efterhånden findes i Voervadsbro.
Mere sammenhængskraft blev topscorer, da de fremmødte 55 indbyggere efter i flere timer at have diskuteret hvilke problemer og udfordringer, landsbyen tumler med, stemte om de vigtigste indsatsområder for fremtiden i Voervadsbro.
Næstflest stemmer fik en indsats for at få gjort noget ved trafikforholdene i landsbyen, hvor der efter manges mening er alt for meget gennemgående trafik – og især alt for mange lastbiler.
Endelig var der mange, der pegede på, at der skal gøres noget ved det fysiske miljø nærmere bestemt ved det brændte bordel, der i over to år har stået som en ruin midt i byen og ved den kro, der har stået tom i 15 år – under en fælles overskrift om at gøre noget ved rodet i byen, ligesom indbyggerne vil have forbedret den mobildækning, der ofte er ikke eksisterende i Voervadsbro. Der kom også forslag om at opstille byporte ved indkørslen til landsbyen.
Borgermødet var generelt en succes, mener Marie Noe, der er formand for Landsbyforeningen for Voervadsbro, som stod bag arrangementet.
Med 55 fremmødte var rigtig mange af de ca. 200 indbyggere mødt frem for at deltage i diskussionen om landsbyens fremtid – det betyder formentlig, at op mod halvdelen af alle husstande var repræsenteret på mødet.
Selve mødet blev indledt med en brainstorm blandt alle deltagere – hvor alle ideer og forslag blev skrevet ned og hængt op på væggen. Den såkaldte kritikfase. Alt var tilladt, alle forslag kunne bruges, og al kritik blev der lyttet til. Det var også her, at skæve ideer, som at gøre kroen til et museum, eller at åbne en pub i Voervadsbro kom på bordet. Eller et forslag om at etablere en særlig ringsti rundt om hele landsbyen.
Bagefter blev ideerne inddelt i grupper og skrevet sammen – den såkaldte utopifase – hvorefter alle deltagere blev bedt om at stemme på de problemstillinger, de var vigtigst for dem. Hver deltager havde tre stemmer, hvilke resulterede i de tre overordnede indsatsgrupper.
Endelig sluttede det fem timer lange møde af med, at alle deltagere havde mulighed for at melde sig til netop den gruppe, de brændte mest for. 22 meldte sig frivilligt til – sammen med bestyrelsen for landsbyforeningen – at arbejde for landsbyens fremtid.
Det blev til de tre nævnte grupper – sammenhængskraft, trafik og fysisk miljø – der de kommende uger vil forsøge at finde løsninger og forslag til, hvordan Voervadsbro skal se ud i fremtiden.
Det er Landsbyforeningen for Voervadsbro og Omegn, der står for at koordinere indsatsen og for at få en dialog med bl.a. Horsens Kommune.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!