’Kirurgen’ er skrevet af norske Ida Hegazi Høyer og udgivet på dansk ved forlaget Straarup & Co. i 2024.
Når man som menneske er yderst rationel og distanceret fra normale følelser, og ikke kan forstå, hvorfor andre har det på denne måde, er man en god kirurg. Dette skulle også gerne føre til en forfremmelse. Men hvad nu, når en rutineoperation udvikler sig til unødige komplikationer?
Af Emilie Kildall – Instagram: BookwormKildall
Henrik Wold på 37 år er den yngste overlæge på det universitetshospital, hvor han arbejder. Han er en meget teknisk anlagt mand, som ser systemer i alt, og sjældent knytter sig følelsesmæssigt til andre. Hele Henriks liv er bygget op om karrieren og han går nu efter at blive afdelingens ledende overlæge. I privaten er han kæreste med Hedda og har været det i et års tid, da hun er nem at forholde sig til og ikke forventer det store af ham (tror han). Han bor alene i en luksuslejlighed og livet er egentlig nemt og lækkert på toppen.
En unik hovedperson
Henrik er ikke god til at konversere med andre mennesker og har det bedst i sit eget selskab eller under en operation. Det er ikke fordi han ikke kan konversere, men fordi han ikke forstår hvorfor mennesker gør dette. Henrik er en mand, hvor de ting han gør, skal give mening, ellers skal det ikke gøres - medmindre det til nøds er for at passe ind socialt. Han er ikke så god til ord, det hele skal helst køre på den maskinelle rutine. Dog er dette desværre ikke længere muligt at være i.
Rutinen går galt
Efter en rutineoperation, som Henrik foretager på en niårig pige, udvikler hun uforklarlige komplikationer. Disse komplikationer sætter gang i en karrieremæssig og personlig krise for Henrik. Han bliver præget af bl.a. usikkerhed og pres; følelser han aldrig har kendt til før, for hvordan kunne dette overhovedet ske? Dette går ud over både arbejdet og forholdet til Hedda, og nu er han ikke længere i kontrol eller i vater.
Forfatterens skrivestil matcher
At historien er skrevet i 3. person, gør Henriks distancering til livet endnu mere tydelig. Det er flot konstrueret af forfatteren, da selve sproget og måden at fortælle historien på, går op i en højere enhed. Det er dog en meget anderledes måde at skrive på, som jeg ikke er vant til, og jeg er desværre heller ikke helt fan.
Måden bogen rent teknisk er opsat på, er ikke min smag. Der er meget få eller slet ingen afsnit på siderne, og der er ingen citationstegn, når en fra persongalleriet taler, hvilket for mig er utrolig forvirrende. Jeg vil som læser generelt gerne tænke selv og udfordres, men i denne bog skulle jeg hele tiden gætte, hvem der siger hvad eller om det overhovedet er en, som taler. Jeg manglede at blive holdt lidt mere i hånden end jeg reelt blev. På denne måde bliver bogen også længere og en smule svær at komme igennem.
2 ud af 6 stjerner
Det er næsten med blødende hjerte, at jeg giver denne bog så få stjerner. Jeg giver sjældent denne bedømmelse og mine 2 stjerner betyder, at jeg nok ikke læser den igen. Forfatteren skriver kringlet, skrivestilen er svær at komme igennem og slutningen er abrupt. Bogen slutter meget brat og uden egentlig at være en slutning efter mit hoved.
Men husk, det kan sagtens være, at denne bog er noget for dig, selvom den ikke var min kop the.