BOGANMELDELSE - Denne bog foregår i Østrig fra år 1908 til 1938. En turbulent barndom har fået Peter til at flygte til byen Wien, hvor hans liv tager drejninger, han ikke selv havde troet. Det er en historie om en mand, som prøver at leve så godt han kan, uden rigtig at komme i mål.
By Emilie Kildall – Instagram” BookwormKildall”
Den lidt for lange fortælling beretter om Peters liv, fra han er barn til i starten af 40’erne. Peter bliver født i 1895 i en landsby i de østrigske alper. Han kender ikke sin mor og hun bliver aldrig nævnt i barndomshjemmet. Peters far er mildt sagt en skiderik, som slår og mishandler Peter. Derfor vil han som teenager ikke finde sig i mere og løber hjemmefra. Her udfolder historien sig først om hvordan han klarer de unge år alene, hvordan han får arbejde og hvordan han skal nå til drømmebyen Wien.
Han får senere en interesse for anatomi, læser medicin på universitet og bliver herefter ansat som læge på hospitalet. Nogle år efter får han besked fra en hidtil ukendt moster, som vil fortælle ham historien om hans forældre; en ubehagelig fortælling om menneskene bag titlerne ”mor og far”.
I 1936 møder Peter den finske Eva; de forelsker sig hurtigt og hun flytter ind hans lejlighed. De snakker ikke om hinandens liv og spørger ikke ind til den anden, hvilket passer begge parter fint.
Dernæst skulle der, ifølge bogens bagtekst, ske noget uventet.
Der er ikke meget uventet at komme efter
Personligt vil jeg gerne læse bøger, som gennemfører de udfordringer, der bliver lagt op til. Bogen her lægger op til en masse gode begivenheder og hændelser, som overhovedet ikke bliver fulgt op på, forklaret, eller gjort noget ved. For eksempel får Peter nogle huller i sin hukommelse, hvor han går i seng mandag, vågner igen og pludselig er det onsdag. Dette får slet ikke en forklaring.
Bogens anden halvdel fokuserer primært på Peters måde at gebærde sig som kæreste til Eva, samt at være i et land, som snart skal opleve Anden Verdenskrig. Der er antydninger om den kommende krig, modstandsbevægelsen og de rædsler jøderne blev udsat for. Der er mange hentydninger til så meget, men der bliver ikke rigtig fulgt op på noget af det, hvilket er et gennemgående tema historien igennem.
2 ud af 6 stjerner
Bogen er skrevet i en meget ensformig og monoton facon. Det er næsten som at læse de historier, jeg selv skrev i starten af min egen skolegang. Jeg tænker, at enhver historie have en begyndelse, en midte og en slutning. Begyndelsen er fin – den bygger op til det liv, Peter skal have i Wien, men midten fortsætter hele vejen igennem og bliver aldrig rigtig afsluttet. Slutningen kan sammenlignes med det fyrværkeri man har købt nytårsaften, som ikke går af.
Bogen leverede ikke rigtig noget man spærrer øjnene op over, en skelsættende begivenhed eller et andet stort problem vores hovedperson skal løse. Han prøver at løse de udfordringer, som han bliver stillet over for, men der bliver ikke samlet op på noget af det. Derfor giver jeg bogen 2 uf af 6 stjerner.
”Doktor Peter Kirch” er skrevet af Jens Rosenbirk i 2024 udgivet af forlaget Brændpunkt, og kan bl.a. købes hos Bog & Idé for 269,95 kr.