Hvor er de voksne?



‘Annika Løve & Pagtens pris’ er skrevet af Rune Bendixen, som udover forfatter bl.a. har titlerne musiker og filminstruktør bag sig. Bogen er udgivet af forlaget Brændpunkt i 2024.

Hvad sker der med børn og unge, når de voksne pludseligt forsvinder? Hvem tager styringen og er den styring overhovedet den rigtige? Dette er historien om, hvordan børn reagerer, når der slet ikke er nogle voksne at gå til; for nu er børnene efterladt i et samfund, hvor kaos hærger ukontrollerbart.

Af Emilie Kildall – Instagram: BookwormKildall

Romanen ‘Annika Løve & Pagtens pris’ handler om teenagerne Annika og Johannes, som vågner op til en verden, de slet ikke kan genkende.

Natten til Annikas 13 års fødselsdag, ser hun en mystisk snestorm hærge i Københavns gader. Problemet er bare, at det ikke er vinter. Om morgenen vågner hun, men uden hendes forældres fødselsdagssang. De er intet sted at se i lejligheden og bedsteforældrene tager heller ikke telefonen. Uroligt tager Annika i skole, men ligesom derhjemme er alle de voksne forsvundet sporløst.

Samtidig er Johannes alene på en gård uden for Holbæk sammen med sin spæde lillesøster og syge storesøster, som er afhængig af dialysevæske. For at hans to søstre kan overleve, drager han afsted til Roskilde Hospital sammen med vennen Emil, men her er heller intet som det plejer at være.

Et koncept set før

Hvis du er bekendt med romanen ‘Fluernes Herre’ af William Golding, hvor 16 drenge strander på en øde ø og opretter deres eget samfund, kan du også nikke genkendende til ’Annika Løve’, som på sin vis minder om klassikeren. I min optik indeholder begge dele et fedt koncept. For hvad gør børn, når alle de voksne er væk? Jeg ser denne roman som en form for nyfortolkning, hvor det pludselig er overalt i Danmark, at de voksne er væk og ikke kun på en øde ø.

Guden Zodiak

Ballademagerne fra 9. klasse, Ibrahim og Alexander, har reglerne til et rollespil, som fortæller, at alle skal tilbede guden Zodiak. Drengene tager det på sig at indordne København som spillet ønsker. De andre børn får fortalt, at guden Zodiak skal tilbedes og alle skal rette sig efter hans bud, ellers kommer deres voksne ikke tilbage. Dette tror de fleste børn på, hvilket betyder, at alle børn lever en kaotisk tilværelse efter et rollespils regler, som Alexander er den eneste, der har adgang til.

Overgiv dig til bogen

Bendixen skriver meget enkelt og let forståeligt, så alle kan være med. Sarkasme og humor sniger sig også ind i den måde karaktererne snakker med hinanden på, hvilket giver dem både personlighed og kant. Personligt havde jeg til tider svært ved at finde meningen med det hele, og det virkede lidt søgt, at et rollespil skulle spille så stor en rolle i en form for dystopisk verden. Men i løbet af læsningen opdagede jeg, at det er den første bog i en serie. Og så gav det hele jo pludselig mening og jeg overgav mig til historien.

4 ud af 6 stjerner

Mine 4 stjerner er givet ud fra, at det var en god læseoplevelse, som gav mig et fedt koncept. Bogen var charmerende, men jeg var en smule forvirret til tider, da der var mange karakterer at holde styr på og flere der gik under pseudonymer grundet rollespillet.

Præmissen for bogen er god og giver et indblik i, hvordan verden kan være, hvis ikke de voksne er til stede. Jeg er spændt på at se, hvad Bendixen har i ærmet til den næste bog i serien og hvordan historien bliver samlet til sidst.
 

Lignende artikler

Emilie Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024