Røde Kors i Danmark har efterhånden opnået en del ekspertise i at yde krisehjælp, og godt en snes frivillige er i dag specialuddannede i at yde denne psykosociale hjælp.
Af Røde Kors Horsens Nord
Disse frivillige er tilknyttet et Akutteam, der blev etableret i forbindelse med coronaen, og for et år siden blev der igen trukket ekstra på hjælpen fra akutteamet.
Det var, da Ukraine for et år siden blev invaderet af russiske tropper, og millioner af ukrainere flygtede til andre lande. Også til Danmark.
Her stod Røde Kors klar til at modtage de mange flygtninge med ”tryghedszoner” ved grænsen og ydede psykosocial hjælp.
Erfaringerne herfra kunne Røde Kors trække på, da civilsamfundet igen rettede henvendelse til Røde Kors om krisehjælp til de mange, der oplevede rædslerne fra skyderiet i Fields Centret i København
Dette kriseberedskab fortælles der mere om på generalforsamlingen i Røde Kors Horsens Nord. Generalforsamlingen afvikles mandag 20. februar på Sandvad Kro, og alle er velkommen til at deltage.
Maria Holm Bækgaard, udviklingskonsulent i Røde Kors, var med ved grænsen, og tog imod de mange ukrainske flygtninge. Hun fortæller på Sandvad Kro om indsatsen, og det akutberedskab, Røde Kors har etableret – med start da coronaen ramte Danmark og videreudviklet i takt med, at civilsamfundet i stigende grad henvender sig til Røde Kors og andre hjælpeorganisationer, når krisen rammer.
Mindst et nyvalg
På generalforsamlingen gives der et tilbageblik over det lokale Røde Kors-arbejde i 2022.
Desuden skal der vælges mindst et nyt medlem til bestyrelsen, idet Oluf Oxholm, Hovedgård, ikke modtager genvalg. På valg er også Jytte Storgaard, Slagballe, og hun er villig til at modtage genvalg.