Religion som grund



Forfatter Ayse Nart (f. 1959 i Tyrkiet) har boet i Danmark i 35 år, er uddannet social pædagog og skriver alle sine bøger på tyrkisk.

BOGANMELDELSE - En tragisk familiebegivenhed fører kun til smerte for det yngste medlem af familien. Men hvad Emil på 6 år endnu ikke ved er, at smerten knap er begyndt. Dette er en historie om den mørke side af religion og viljen til at overleve – både fysisk og psykisk.

Af Emilie Kildall – Instagram: BookwormKildall

I romanen ‘Sekt’, udgivet i 2024, møder man en familie, som består af mor, far og Emil. De har det dejligt og er lykkelige sammen. På tragisk vis, da Emil er 6 år, dør hans far i en ulykke. Ikke længe efter gifter Emils azerbaijanske mor, Layla, sig med Ahmed. Alt hvad Ahmed er og gør, er forankret i tro og religion. Efter Ahmeds ankomst i familien bliver Emils liv og tilværelse aldrig den samme igen. Stille og roligt vender Ahmed hele deres livsstil til at handle om at tilbede Gud.

Vold i familien

Ikke længe efter Laylas nye ægteskab, begynder Ahmed at være både nedgørende, samt psykisk og fysisk voldelig over for Emil. Desværre tør Emil ikke at gå til sin mor i ren frygt for mere afstraffelse. Ahmed styrer familien ind i en islamisk sekt, hvor der er regler for alt og der må ikke stilles spørgsmål. Da Emil ikke kan indordne sig Ahmeds levevis, ender det med, at Emil både skifter folkeskolen ud med Koranskole og senere kommer i skole udenfor hjemmet. Det, Emil her bliver udsat for grundet tro, er mildest talt skrækkeligt.

Fratagelse af barndommen

Da jeg læste romanen, fik jeg ondt i maven og jeg havde lyst til at redde Emil ud af bogen. Hvordan nogen kan retfærdiggøre at behandle andre mennesker som Emil bliver behandlet, går over min forstand. ’Sekt’ er en historie om, hvordan religion og sekterne herunder kan fordærve alt det gode i mennesker, men også hvordan man som voksen kan arbejde med sit barndomstraume.

Romanen indeholder temaer såsom at få frataget sig sin barndom, mishandling, religionens mørke side og ensomhed i en verden, der ellers skulle være omfavnende.

Skrevet på tyrkisk

Som læser kan man godt mærke, at forfatteren skriver på tyrkisk og den derefter er oversat til dansk. Det giver faktisk et fedt, sprogligt twist, som jeg ikke har oplevet før. Dog er der nogle stavefejl og der mangler ord hist og pist for, at nogle sætninger ville være komplette. Bogen er skrevet i første person og der er en god vekselvirkning imellem kapitlerne, som skifter mellem Emil som barn og voksne Emil til psykolog.

4 ud af 6 stjerner

Med sine kun 130 sider formår romanen at give dig både ondt i maven, forbande andre mennesker, men også spire håb i sidste ende. Forfatteren har skrevet en tankevækkende historie, som desværre har rod i virkeligheden. Jeg vil derfor give bogen 4 ud af 6 stjerner, da jeg synes den var god, anderledes formuleret og med en voldsom handling. Jeg kunne lide den, men den gav mig også utrolig ondt i maven.
 

Lignende artikler

Emilie Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024