Min navnesøster forfatteren Emilie Q. Olesen (f. 1989) er til daglig gymnasielærer, bosat i København og uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og engelsk.
BOGANMELDELSE - Kan man fungere som menneske efter tabet af et nært familiemedlem? Og i så fald, hvordan gør man det så? Romanen ’Skyggemennesket’ fra 2024 er historien om en personlig tragedie, som efterlader Anna som en skygge af sig selv. Med et strejf af magi og intethed skal Anna finde en ny tilværelse og et nyt jeg uden sin lillesøster.
Af Emilie Kildall – Instagram: BookwormKildall
Annas 15-årige søster er død efter lang tids sygdom og indlæggelse. Her er det kun Anna, som har været der for hende, da deres forældre er forsvundet og storebror stukket af. Anna har ladet søsteren leve sit liv igennem sig selv og det har sat utrolig dybe og følelsesmæssige spor. Efter søsterens død er Anna blevet en skygge af sit tidligere jeg, og nu begynder hun at kunne tale med andre udgaver af sig selv, samt besøge andre versioner af virkeligheden.
Av min arm
Historien bliver fortalt til lillesøster igennem Anna, som en jeg-fortælling. Det er poetisk og digterisk skrevet, men samtidig hjerteskærende, som om ingenting i Annas liv betyder noget eller har værdi, nu hun ikke er storesøster. Det gør ondt at læse, især for mig personligt, da jeg har en lillesøster og slet ikke kan forestille mig at skulle gå igennem det samme som Anna. Olesens roman er både smuk, barsk, men også en smule mærkelig.
Eksistentialisme
Anna lever i en glasklar osteklokke; hun kan høre og se hvad der foregår udenfor og til tider kommunikere med andre, men ellers er alt tomt og stumt. Bortset fra hendes skyggesider, som bl.a. håner hende, og glimt af andre virkeligheder. Generelt er ‘Skyggemennesket’ en eksistentiel historie om hvad-nu-hvis. Den beskæftiger sig med de scenarier, som kunne have været sket. Hvis bare en af dem rent faktisk skete, hvilket menneske havde Anna så været lige nu? Og havde det været bedre end det vrag og den tomme skal hun er blevet til?
Jeg er med, men…
Olesen har en unik stemme og en fantastisk evne til at fortælle en historie, som både bevæger sig i tid og står stille. Jeg var meget fascineret! Jeg tror alle, som på den ene eller anden måde har mistet nogen eller har haft depressive tanker, kan relatere til Annas intethed. Den måde Anna oplever verdenen på, er speciel; det er næsten som om Olesen har skrevet det som en form for vågen drømmetilstand. Tingene sker bare, de er underlige, usandsynlige og Anna har ingen magt over disse hændelser, som nærmest er ren magi.
Dog er jeg ikke så begejstret for, hvor meget andre dimensioner og virkeligheder fylder i historien. De første tre fjerdedele handlede om eksistentialisme og sorg. Hvorimod den sidste fjerdedel blev mere et spørgsmål om virkeligheder og en historie med et science fiction-rettet plot. Efter min mening gik romanen en anden retning end først antaget.
Så… hvor mange stjerner?
Jeg er egentlig splittet, når det kommer til en bedømmelse af denne roman. Den var yderst tankevækkende og på en måde relaterbar. Men Olesens valg om få andre virkeligheder og dimensioner til at fylde meget i historien, er jeg måske ikke helt fan af.
Jeg vil give bogen 4 ud af 6 stjerner, da den var rigtig god og jeg var dybt betaget, især i starten af historien. Jeg er vild med Olesens skrivestil og hendes måde at fortælle en hjerteskærende historie på. Jeg sidder dog tilbage med et kæmpe spørgsmålstegn - Er det eller er det ikke virkelighed, det som Anna oplever? Men er det ikke også det, en god forfatter gør? Får læseren til at undres og stille spørgsmål. Mission fuldført!
